Masseødelæggelsesbagværk
af Thor Frølich

Rosiner. Næ, fy-føj da. Dem kan vi ikke blive af med hurtigt nok. Og mens vi er ved det, skal sukat også vide at det er uønsket. Det skorter ikke på historier om familiers opløsning, fejlhøst og hele byers mystiske forsvinden, i hvilke rosiner og sukat spiller en ikke ubetydelig rolle. Der var engang – og mange tror mig ikke når jeg fortæller det – hvor uanende og rettroende borgere kunne have et godt øje til en bolle, bugnende af indrørte chokoladestykker: “Jeg kan godt lide når der er små stykker af chokolade inde i de boller jeg spiser”, sagde de og gjorde mine til at spise bollen. De heldige var skarpe i blikket og opdagede fadæsen inden tænderne fik gjort sit. De uheldige, og de var mange, bed lystigt til bollen – stoppet til randen med Judas’ rosiner! Svigens bagværk. Dengang løb man en gevaldig risiko hver dag og det var af den grund en tid præget af frygt og mistillid.

Endlösung opskrifter
Historikere er enige om at ‘Endlösung’ hvilede på et fundament af sukat og rosiner

I dag har man naturligvis udstyr til at fange rosinbollerne inden de når ud til forbrugerne. Røntgen og forstørrelsesglas er nogle af de vigtige redskaber der har bidraget til at gøre vores brødindkøb sikrere – Tak, I noble videnskabsfolk. Fastelavnsboller, af mange kaldet Göringbrød og generelt anset for at være den største plage af alle, er i dag et meget sjældent syn. For bare 10 år siden stod den for godt 2/3 af alle bagværksrelaterede dødsfald.

Nu skal bedre screening og karantæneregler ikke kun have æren for vores utopiske samfund, vores Narnia-lignende stat. De allieredes invasion af Irak og medfølgende lukning og destruktion af samtlige mellemøstlige rosin/sukat-anlæg, har naturligvis spillet en ikke ubetydelig rolle. Den før så linde strøm af kage-vrede over vores grænser har efter invasionen måtte notere sig et drastisk fald. Vi kan atter hengive os til kaffe-slabberas uden at behøve at frygte for vores helbred, fysisk såvel som mentalt.

Hahahaha!
Hahahahaha! Kagerne!

George Harrison er ikke længere bange. Og det bør du heller ikke være. Så nyd I blot det nært forestående royale bryllup, med alt hvad det fører med sig af kage, kaffe og håndgemæng. Et stort tillykke skal der ihvertfald lyde til Marty og Frederik her fra redaktionen.