Min kæphest er en gøngeganger!
af Morten Møller
De vrider deres slimede kroppe i vellyst.
Beatmusik og rytmisk dans.

Mit gamle og ifølge lægerne kalkbelagte hjerte krymper sig over befolkningens holdning til fædrelandets hellige jord!

Ét er at ungdommens ånd – som sædvanlig – er i en sådan forfatning, at det mest ligner en åben invitation til Engelskmændende om igen at stævne mod København og kapre vor flåde. For protestantisk fritænkeri og generel stikken op for bollemælk er jo kun hvad man forventer af ungdommen. De er om ikke tilgivet så dog undskyldt deres åndelige armod. Næ, hvad der forarger og oprører er agtværdige bogeres – ja, endog rigets førstemænds – manglende fæderlandskærlighed og åbenlyse kujoneri.

Nu om stunder sender Majestæten rask væk rigets landsknægte til fjerne himmelstrøg for at kæmpe med musselmænd og andre eksotiske folkeslag. Og det kan naturligvis være både rigtigt og propert at tilrettevise sydlige folkeslag når de fra tid til anden overskrider grænsen for almindelig høvisk optræden ved f.eks. ikke at føre Carlsberg og nægter at servere ordentlig ribbenstegssandwich ved deres strande. Og dog forarges jeg ideligt over denne frådsen med militærmagten.

Forstå mig ret kære læser jeg er på ingen måde en af disse blodfattige krystere der undskylder togtet til Lindisfarn, tager afstand fra plyndringen af York, eller mener at angrebet på Paris ikke var fuldt politisk berettiget. Men når nu danske mænd og kvinder til stadighed lever under fremmede magters diktatur ja så bruser blodet for mine ører ved tanken om den koldblodige laden stå til og generelle slapssvanseri vore repræsentanter ved tinge udviser i brugen af rigets våbenmagt.

Av, sagde de!
Fader Krigsmand.

De, kære læser, vil måske her mandigt nikke sammenbidt mens de mindes vore faldne. Ja, uvilkårligt knyttes næven fastere om drammen (drikken, ikke den norske provins!) ved tanken om Tysken. Tysken! med deres forførende flotte uniformer, deres hovmodige teorier om blonde herrefolk, og deres lumpne og svigefulde, men uhyre effektive, bagladergeværer. Ja ja også jeg bortvisker vel – som alle rettænkende – diskret en forrædderisk tårer fra min barkede kind når jeg mindes Dannevirke og tugthuskandidaten Bismarks nedrige tyveri af vore sydlige besiddelser.

Det er imidlertid ikke disse fortvivlende omstændigheder der får min kolesterolopdæmmede kranspulsåre til at knirke faretrunde. Nej siger jeg, “siger” idet jeg dikterer disse linier til min lokale skriftkloge, en noget blegnæbet ungersvend ved navn Cyberdude, som synes at bo i Boomtowns dunkle lokaler. Nej! siger jeg, lad tysken være tysken – og hvor skulle vi iøvrigt ellers få Julemarcipan af en bare nogenlunde kvalitet, samt rigelige mængder af ægte afgiftsfri arnbitter – Næ, det er vor gamle arvefjender Svea’erne, der får mine gamle gigtplagede hænder til at ryste opbragt!

Ligesom vores, bare farveblindt.
Svenskebro.

Jeg græder (mandigt og mens ingen ser det naturligvis) for de tålmodige danske mænd og kvinder der år efter år har måtte trykke sig skræmt i majstangens uhyggelige skygge, altimens de træller under svenskekongernes åg på Den besatte Østbred – det vore ryggesløse politicus’er i kvindagtige vendinger kalder Skåne, Halland og Blekinge! Længe nok har vore frænder hinsidan måtte vansmægte ved Surstömming, Folköl og Wasa knække. Det er på tide at danske helte gnider søvnen af øjnene, hanker op i selerne og drager i leding!

Min plan kunne nemt sættes i værk. Når vi nu i vore motionscentre og moderne danseetablisementer tilsyneladende har horder af hærdebrede ungersvende der, på gammeldags vis med krigslyst i hjertet og euforiserende stoffer i blodet, synes mere end rede til at – som der står i sangen – “drage frem til fjenders mén”.

Det forekommer mig at man blandt disse unge mænd – hvor selv flygtige øjekast efter fruentimmere kan fremprovokerer raseri af gammeltestamentelige proportioner – med løfter om sulemad, stærkøl og raske slagsmål, nemt og hurtigt kunne stables en effektiv lille kampenhed af kropsudsmykkede snaphaner på benene.

Ved hjælp af sådanne Blingbærende Ajax’er ville man uden besvær kunne nedkæmpe al modstand fra afholdsramte Jönsson’er og Svensson’er og folk der i århundreder har været tvunget i knæ med Vikingarna, Kalle’s Kaviar, og Bergman-film vil atter frit kunne spise Remoulade, mens de tårevædet løser billet til en Lars von Trier film til tonerne af Kandis!

Jeg fornemmer jeres samtykkende applaus, men vent der er mere – som de siger i de æterbårende reklamefremstød. Samtidig vil de nødvendige kamphandlinger kunne hele indre sår og danne spang hvor der før var afgrund. AGF fans vil danne tæt fylking med Brøndbys sønner. Unge Musselmænd vil drage fra Nørrebro og Gjellerup arm i arm med guldkæde-klædte dørmænd. Måske ikke på grund af Sulemad og Stærk øl, men egen moske’en i Malmø vil utvivlsomt lokke vor tilrejsende brødre. Der er altså ingen uden den skumleste ransmand der kan have noget imod forslaget.

Deres ærbødigst

*P.S. Med alle våbenføre mænd mellem 18 – 30 hinsidan tror jeg der kan høstes megen “punani” på Københavns forlystelsessteder, er I med mig?
*