Min Klovn, min Klovn, hvorfor har du forladt mig?
af Lars Thorsen
Balalajka?
Hvorfor englændere, russere og tyrkere sloges om en skimaske finder vi nok aldrig ud af, men Kap. Nolans brøler blev så meget en legende, at man i dag ser sig nødsaget til at vise Discovery programmer om, hvor lidt det i virkeligheden betød.

Forleden, ved en alkoholvædet lejlighed, blev jeg anmodet om at skrive en artikel som denne: vidtløftig og med et humoristisk islæt. Sjældent er er en mindre værdig mand blevet betroet så vægtigt et hverv, siden det lykkedes Kaptajn Lewis Edward Nolan, under slaget om Balaklava, at sende halvdelen af det britiske kavaleri igennem den allertætteste ild den russiske fjende kunne opbyde, i stedet for at jage de slyngler på flugt der forsøgte at tyvstjæle de britiske kanoner.

Som antydet var jeg ikke mand for det tunge ansvar, for som Digteren skriver:

Thi jeg blev ikke skabt med viid,
Ej heller var
Visdom eller legemets skønhed
Min naadegave.

I stedet for den lovede festbuket af bevingede fraser og dybsindige spidsfindigheder, leverede jeg et forblommet manifest hvori jeg formastede mig til, i grafiske detaljer, at anspore læseren til grader af hor og mord der ville have formået selv den brave Hitler-bi til at rødme uklædeligt om overskægget. Vi kan forhåbentlig alle blive enige om at den slags ingensteds hører til i anstændigt selskab, så de højtærede redaktører var ganske berettigede i deres forkastelse af min umiddelbare smudslitteratur.

Men at jeg ikke mægtede at præstere en grinagtig eller blot lattermild sproglig udgydelse, burde egentlig ikke have kommet som en overraskelse for den redakthør (hvis identitet ikke skal afsløres her), og vi kan gisne om hvorvidt de alkoholiske dampe der forledte ham til denne dårskab. Morsom har jeg aldrig været – mordsom måske, men ikke morsom. Viljen findes men sindet fattes de nødvendige færdigheder. ”Ånden på trappen” er et fænomen som de fleste er bekendte med: man er stormet ud i vrede, og først efter man har smækket døren højlydt og er på vej ned ad trappen finder man på den vittige og sønderlemmende bemærkning, som man skulle have brugt på den åndsfordunklede flok halvaber og deres evindelige marsvine-klistermærker. Alle har prøvet det eller noget lignende mindst et par gange – i mit tilfælde er alle døgnets vågne timer og et par af dem som ikke er vågne, en lang erkendelse af at den vittige bemærkning jeg har fundet på skulle have været brugt for otte år siden på Jytte den uduelige chef for rengøringsafdelingen.

<img src="http://www.abekat.net/images/escalier_01.jpg" alt=""Det kan du selv være! Hahahaha, fik dig"!" />
Le Esprit de Escalier kalder franskmænd og prætentiøse amerikanere, det dér med at ærgre sig bagefter. Gad vide om det er det vi kalder bagklogskab?

Istedet for ægte vid og vittighed, har jeg derfor lært mig at citere professionelle klovne og komikere, forvanske deres spidsfindigheder og platte kommentarer til de passer på situationen, og så afskyde dem fra hofte eller skulder når lejligheden byder sig. Dette har uvægerligt ført til at mine bekendte per refleks spørger, hvor enhver morsom bemærkning fra mine læber eller fingre måtte komme fra, hellere end at prøve at mindes dens ophav.

Men hvis du skulle møde hr. l’esprit d’escalier (på trappen må vi formode) så mind ham lige om de 37kr han skylder mig for en dürüm og en faxe kondi.