Mørkets Søn
af Brian Mørk

Jeg har fået en søn. En velskabt en af slagsen. Og skal man tro eksperterne så er han bedre end andres sønner. Ikke på nogen specifik måde, bare bedre.
Det kom lidt bag på mig at jeg skulle være far. At min kæreste de sidste ni måneder var vokset ud af sit eget skind og ind i tre andres, troede jeg havde mere at gøre med hendes diætskifte til chokolade og knas, end med familiforøgelse.
Troede faktisk at jeg var blevet så gammel og forfalden at mine testes ikke længere kunne bruges til at bygge mennesker med, men kun var til gavn i en omgang ufarlig bukkake*.
Men åbenbart er min sædkvalitet i top. Jeg kunne blive stamfader til et helt nyt folkefærd hvis jeg ville det. På egen hånd**. Et skaldet og lettere overvægtigt folkefærd, men stadigvæk.
Var jeg en travhest ville mine ejere være millionærer. Jeg har engang gjort en sok gravid. Og andre analogier om hvor sej min sæd er.

Pigebarnet gjorde det nu godt må jeg indrømme. Jeg har i næsten et år været vidne til hvor meget en menneskekrop og et menneskesind kan holde til. Og det har sikkert heller ikke været nemt for hende tror jeg.
Og så er der det med smerten. Skal vi ikke bare sige at hun havde nok af den? At hun overlevede den fødsel er et mirakel. Hvis man tror på mirakler. Jeg tror mere på at hun bare var sej.

De poserede godt før i tiden.
Min søn. En af dem. Ved ikke hvilken. De er begge seje.

Men det skal handle om min søn. Den kommende hersker. Grundlæggeren af den nye kongeslægt og den nye verdensorden. Trofaste læsere af Abekatten! I vil blive husket når revolutionen kommer! I vil få status af gentlemen med ret til at bære sabel og skose UnderDanerne (det kommer resten af danskerne til at hedde).

Men hvad kalder man en kommende Kejser? En menneskehedens frelser? Jeg ved det ikke. Og Pigebarnet ved det heller ikke. Og det er os der skal vide det. Os og Kirkeministeriet (må de brænde i helvede).
Hvis ikke vi har fundet et navn til barnet inden det skal døbes, så går Folkevatikanet ind og bestemmer et navn. Og min førstbårne søn skal ikke hedde hverken Jesus, Johannes eller Absalon.

Absalon siger du? Øjeblik…

Alle følgende navne har helt seriøst været i spil.

Absalon Mørk
Absalon. Den danske krigerbiskop af Hvideslægten der grundlagde København og som slog de hedenske Vendere på Rügen ved hjælp af vold? Et perfekt navn, hvis ikke der lige havde været en Julekalender på DR om selv samme Biskop.
”Har I opkaldt ham efter en Julekalender?” ville folk spørge. Og jeg ville svare med næven.
Forbandet være Danmarks Radio.

Boy Mørk
Hvis det er godt nok til Tarzans søn, så er det godt nok til min. Og så er det noget alle kan huske.
I tegneserierne hed Tarzans søn godt nok Korak, men det er jo latterligt.

Hugin Mørk
Hugin. Den ene af Odins to vise ravne. Et fantastisk navn mente jeg. Ravnen er i sig selv mørk og det ville passe fint sammen med efternavnet Mørk. Dobbeltkonfekt er min yndlingskandis. Ravnen er min yndlingsfugl. Og den nordiske mytologi er min yndlingsmytologi.
Pigen nedlagde veto da hun under ingen omstændigheder ville opkalde sin søn efter en ådselsfugl.

Ravn Mørk
Se Hugin Mørk.

Jeg troede at grækere var mere behårede?
Min søn. En græsk krigerkonge.

Leonidas Mørk
Ikke min idé. Det var pigebarnet der kom på dette udmærkede navn. Leonidas. Spartakongen der slog den uovervindelige perserhorde. Eller rettere, Spartakongen der blev slået ihjel af den uovervindelige perserhorde og som ikke udrettede ret meget andet end at blive slået ihjel og dø. At dø og at have fantastiske biceps, triceps og alle andre ceps. Et godt navn til min søn, synes jeg.
Indtil jeg opdagede at Leonidas bare var navnet på pigebarnets favorit belgiske chokolade. Veto!
Det er altså ikke OK at opkalde knøsen efter en fugl, men kogechokolade er fint nok.
Så ved jeg da hvor jeg står. Et dårligt sted, står jeg.

I skrivende stund har vi endnu ikke fundet ham et navn og vi kalder ham bare ’Aben’. Men det er alt sammen Thor Frølichs skyld.

*Ved ikke hvad en farlig bukkake er. Sikkert noget med at udføre den på toppen af en vakkelvorn stige? Eller i ansigtet på en jærv.

**Bogstaveligt talt. Og maveskind.