Mynte er næsten Al Qaeda
af Thor Frølich

Fra tid til anden ønsker man at drikke spritholdige væsker. Det kan skyldes tørst eller at en ondsindet parasit har bosat sig i kroppens indviklede rørsystem og man derfor må søge at skylle den bort. Eller måske er man trist i sindet og skal drikke sig mod til at begå en sidste desperat voldshandling. Som en høflig henvendelse om hjælp, bare med skydevåben og blodsudgydelser. Dette hændte mig forleden. Jeg husker ikke hvilke af de ovenstående der ansporede min drikketrang, hvis nogen. Måske var det en helt fjerde og langt mere gyldig grund – hvem ved?!

Det var af et mægtigt og gådefuldt råd blevet besluttet at der ved drikkeseancen skulle være den ædle drik mojito at finde. Som proviantmester udi det flydende, var det derfor min opgave at skaffe de fornødne ingredienser. Som navnet antyder er det en spændende og eksotisk drik, som opstår når man blander nogle spændende ting med nogle eksotiske ting. Langt de fleste af disse var forholdsvis nemme at komme i besiddelse af, så dem vil jeg ikke beskrive nærmere. Men det skulle vise sig at jeg havde en nemesis blandt urter.

Det er den forkerte plante!!
Man bør sandsynligvis ikke bruge solsikke i mangel af mynte. De er meget forskellige.

For at mojito’en får den smag som gør at folk straks siger: “Den her smager lidt af urtehave”, så skal man røre mishandlede blade fra planten mynte ned i et rod af andre sager. Bladene skulle derfor findes og købes. Af mig. Jeg anså ikke dette for et problem, thi gaden hvorpå jeg bor har en grønthandlertæthed kun overgået af måske Nørrebrogade. Jeg gik straks over til butikken på den anden side af gaden, trådte indenfor og forlangte mynte mod betaling. Manden kiggede sig nervøst omkring. Han var tydeligvis ikke glad for at jeg var der. Han gjorde mine til at tale og sagde straks derefter en masse ord og sætninger. Mens han gjorde dette har jeg muligvis været lidt uopmærksom og stirret som fortryllet på nogle runde nogen i et glas med lage. Så, i den tro at jeg nogenlunde havde opfattet den generelle betydning af hans fortælling, sagde jeg utålmodigt: ‘Hvad er det for en mynte-dukke du omtaler og hvor kan jeg finde den henne’?! Nu kunne jeg se på hans ansigtsudtryk at det ikke havde særligt meget at gøre med hvad han just havde forklaret mig. Jeg skyndte mig ud af forretningen. Han har efterfølgende, i et brev gjort det klart for mig at han helst ser at jeg ikke kommer der mere.

Heldigvis for mig var næste grønthandler ikke langt væk. Ha. En lille sproglig misforståelse skulle ikke kue mig. Manden i næste butik kiggede undskyldende på mig og beklagede meget at han ikke var i besiddelse af den mindste smule den urt jeg søgte. Et hændeligt uheld havde med eet forvandlet hans lager af mynte, batterier og parrallel-importeret tysk konfekt til en uhyggelig og klistret ny vare. Den var både strømførende og besad en uønsket smag, forsikrede han mig. Han virkede overbevist om at de nok snart ville være udsolgt. Da jeg af princip aldrig lader en god investeringsmulighed gå min næse forbi, reserverede jeg prompte de resterende plader Ströhm Konfekt de Menthe, som han dristigt havde døbt produktet. Men mynte fik jeg intet af. Jeg var på daværende tidspunkt temmelig sikker på at en eller anden form for vanhellig konspiration var den sande grund til mit læsterlige nederlag. Jeg antog et bittert ansigtsudtryk, tog hans hat og gik min vej.

Mynten er lige derovre!
Denne løjerlige starut ved sikkert hvor mynten gror. Måske er det på marken ved siden af jernkorsene?

Den store, store grønthandler på Amagerbrogade måtte have mynte. Butikken er så stor at den, ligesom robotter kendt fra Japan, har mindre grønthandlere monteret på armene og ryggen. Af og til skyder den også med frugt og grønt ud af en stor kanon. Men kun hvis den føler sig truet. Indenfor i butikken kunne den vagthavende oplyse mig om en ganske udsolgthed af planten jeg søgte. Mit raseri kendte ingen mage. Heldigvis nåede jeg kun at tildele mandens ben få bid og vælte et minimum af stablede kasser, før jeg af en grædende ekspedient blev gjort opmærksom på at man ventede et større parti mynte den næste dag. En karavane af enhjørninge og andre fabeldyr var på vej fra Narnia med bundter af den gådefulde og uforligneligt sjældne urt. Min dumhed gik langsomt op for mig i al sin gru. Her havde jeg faret omkring, viftet med armene og forlangt sjældenheder, som var de blot en tarvelig kringle. Mynte er ikke bare noget man gror på en kedelig dansk mark eller i et almindeligt drivhus! Det skal fragtes hertil fra eventyrlande af særlige ruter, som kun fabeldyr og sagnkonger kender til.

Til al held lykkedes det mig den næste dag at købe det jeg skulle. Mynten var ankommet i nattens mulm og mørke, mens godtfolk sover. Og jeg lærte at bare fordi en plante ser ordinær ud, kan det sagtens være at den kun kan gro i Atlantis’ sunkne haver eller lignende fjerne steder. Så tænk dig om inden du farer ud blandt andre mennesker og forlanger dette og hint – du kan være i færd med at kræve noget svarende til en faldskærm lavet af pandasnuder.