Operation Ørkenbrise #1
af Brian Mørk

Jeg har før skrevet vidt og bredt om mit forhold til varme. Det er et anstrengt forhold og det er muligt at det aldrig kommer til fred mellem mig og vores forræderiske stjerne oppe på himmelbuen. Jeg har det skidt med hede og fungerer bedst i temperaturer som man finder i f.eks. et gammelt køleskab eller nede i en brønd. Så da det danske forsvarsministerium ringede og inderligt bad mig og to af mine kolleger* tage til Irak for at beskytte demokratiet/redde gidsler/bekæmpe den internationale terrorisme/underholde tropperne sagde jeg ikke prompte ja tak. Jeg ventede hele 6 minutter før jeg indvilligede. De ville nemlig samtidig give mig stakater til min lomme og en hel pose med ære. Jeg frygtede ikke de hidsige fanatikere og deres lige så hidsige AK rifler og ej heller var jeg nervøs for den perlerække af sygdomme eller giftige dyr de har til rådighed i mellemøsten. Men varmen gjorde mig usikker.
I Irak har gud/naturen gjort sit yderste for at påpege at her skal mennesker ikke leve. Her er solen så tæt på jordens overflade at man kan ramme den hvis man hopper for højt midt på dagen. Her er varmt. Og ikke varmt som i ”Puha, jeg kunne godt bruge en is!” Men varmt som i ”Nå, nu dør jeg.”.

Så vi kan dø mere.
Vi skal have varmere tøj på.

Heden er intens og helt ubeskrivelig. Man kan ikke viderebringe den erfaring det er at træde ud af den luftkonditionerede lufthavn og direkte ind i en hede så voldsom at man stopper op og tænker ”Øjeblik, der er noget helt galt her!”. En hede der kravler ned i ens lunger og gør det at trække vejret til en seriøs opgave. En hede der suger væden ud af ens hud så man simpelthen ikke når at svede. En hede der gør fysisk ondt på ens krop. En hede der giver dig brandsår hvis du kommer til at røre ved noget metal der har ligget i solen. En hede hvor jorden stadig brænder dig gennem tøjet selv om du sætter dig i skyggen. En hede der rent faktisk slår dig ihjel hvis du provokerer den.
Her er ikke skyggen af overdrivelse. Vi målte 75 grader i solen en dag. Og 75 grader er for meget for væsener der har brug for at eksistere.

Vi er farlige krigere.
Hvad vil du!? SÅ KOM!!

Men vi ankom. Vi kiggede. Og vi vandt.

Basen
Den danske lejr ligger i relativ sikkerhed indenfor i en langt større engelsk lejr. I den danske lejr var der friskbagt brød og kage hver dag. Det var englænderne meget misundelige på. Det, og så at danskerne sov i dejlige rum med air-condition hvor de selv sov i primitive telte. Det, og så det at danskerne havde en svømmepøl hvor de selv havde intet. Nå ja, og så den lille detalje at danskerne havde skudsikre bunkers de kunne hoppe i under de talrige mortérangreb hvor de selv blot kunne kaste sig ned på den hårde jord og håbe på godt vejr. Misundelse er en grim ting. Føj, siger jeg bare.

Hardcore.
On partol in enemy territory.

Møde hos borgmesteren
Vi får lov til at komme med en kolonne soldater til deres månedlige møde med et lokalt byråd. Det foregår på ”Rådhuset” på ”borgmesterens” ”kontor”. Formålet er at finde ud af hvordan danskerne kan hjælpe økonomisk og sikkerhedsmæssigt og know-how-mæssigt(??).
Det hele revolverer omkring en ung heltemodig dansk kaptajn, der ene mand skal holde styr på hele mødet. Det bliver lige med det samme ham mod 11 byrådsmedlemmer/klanledere/lokale forretningsmænd/pirater.

To timer foregik således:

Unge kaptajn: Vi er her for at hjælpe jer i lokalsamfundet.
Borgmester: Tak. Jeg vil gerne have en millionkontrakt til mit firma, et olympisk stadion og en kamel af rent guld.
Unge kaptajn: Vi kan give jer rent drikkevand og lære jeres børn at læse og skrive. Vi er her for at genopbygge jeres infrastruktur.
Borgmester: Tak. Kan det blive en infrastruktur af guld?

På hjemturen i de pansrede mandskabsvogne går det op for mig at nogen har trådt på min medbragte pose med blommer. De står ikke til at redde. War is hell.

(Måneden efter blev en dansk soldat såret af skud på præcis den rute vi gik i byen. Det er svært at grine ad. Medmindre han blev skudt af en cirkusklovn, så er alting skægt. Men det gjorde han nok ikke.)

Bemærk det ikke er et æbletræ.
Det her er faktisk træet hvor slangen lokkede Eva med et æble for hele 6000 år siden.

Civilisationens vugge
Hvor floden Eufrat møder floden Tigris opstod moderne civilisation. Babylonere, sønner af Abraham og muhammedanere har her skabt matematik, skriftsprog, stor kunst og enorm viden. Lige præcis her byggede gud Edens have til menneskene. Her blev Adam og Eva skabt og forvist. Her er vores races fødested. Vores Equinox. Her har jeg tisset.

Det er uhygiejnisk.
På taget af det danske safehouse i Al-Querna. De mørke klatter der anes på gulvet er puha fra numsen på de irakiske politibetjente der passede på huset. De kunne godt lide at pølle på taget i stedet for på de toiletter det danske forsvar havde sat op.

På besøg hos den lokale politimester i hans ramponerede og ituskudte politistation
Vi venter i det enorme anskomstområde sammen med hvad der ligner den samlede mandlige befolkning i Al-Querna. Stemningen er trykket. De vil ikke have os der. I en vindueskarm ligger noget grus og nogle småsten som jeg let piller ved i mangel af bedre. En ung mand anråber mig højt og slår min hånd væk. Han samler nogle af småstenene op og kysser dem og skælder mig ud på aggressivt arabisk. Alle i lokalet stirrer på os da jeg åbenbart har udført utilgivelig helligbrøde på deres magiske muhammedgrus. I Irak kan alt have en religiøs betydning. De elsker os nu endnu mindre og vi forlader politistationen. Udenfor på gaden sidder en gruppe burkaklædte gamle kvinder. Den ældste kigger ondt på mig og spytter på gaden. Jeg er nu forbandet i flere generationer for at have rørt ved noget affald. Jeg vil hjem.
Men ikke alt er trist. Når man kører gennem de små landsbyer i Irak bliver man mødt af horder af små børn der løber frem til vejkanten og smiler, vinker og giver sejrstegn til de danske soldater. De viser deres anerkendelse af de danske troppers hårde arbejde og deres forsøg på at bringe fred. Noget jeg gladelig tog æren for og vinkede tilbage. (De vinker også fordi vi kører i seje Humvees og pansrede mandskabsvogne og har fede våben. Danske unger ville også vinke og lave ståhej. Jeg ville.)

Vi måtte ikke gå derind. Noget med gravfred.
Denne enorme bunker er fyldt med ligene af irakiske soldater der ikke kunne tåle trykbølgen fra en amerikansk smartbomb.
  • Dan ”Guitarshow” Andersen & Jakob ”Ungdomshat” Wilson.*