Pisces Argentum
af Brian Mørk

Mennesket. Det højest udviklede væsen på jorden. Måske det højest udviklede væsen i universet.
Os.
Dig og mig.
Eller ihvertfald mig.
Vi har lagt hele verden under vores fødder.
Vi er trængt ind i de dybeste regnskove, vi har dykket til bunden af det dybeste hav, vi har endog været et smut på månen (som om).
Men alligevel eksisterer der steder hvor vi endnu ikke har været.
Mørke og fugtige steder.
Mareridtsagtige verdener vi knap kan forestille os.
Steder hvor der lever urvæsner der er langt langt ældre end os.
De var med da Napoleon børnefornærmet blev sendt i eksil på øen Elba.
De var med da Tut-Ankh-Amon blev lagt tilrette i sit metroseksuelle pyntesarkofag.
De var med da de tidlige pionerfisk tog deres første spæde og våde skridt mod fastlandet.
Og da havde de allerede været der pænt længe.
De har levet uændrede i utallige æoner, skjult i mørket.
De kommer frem om natten når vi sover uvidende og ubeskyttede. Det er dem der er bevægelsen i din øjenkrog men som er forsvundet når du vender dig.
Skællede og fremmede væsner. Bugtende, kravlende, kriblende, onde væsner.
OG HVAD FANDEN LAVER DE I MIT BADEVÆRELSE?!

Den kan smage din frygt. Påstå ej at dette dyr ikke er fra helvedes dyb.

Sølvfisk!
Hvorfor skal jeg straffes med en infestation af bibelske proportioner?
Hvad har jeg gjort?
Har jeg bygget mit hus på en hellig sølvfiske begravelsesplads?
Har jeg fornærmet en eller anden chtonisk sølvfiske afgud uden at vide det?
Tiltrækker min fugtige kropslugt bare væmmelige kloakdyr fra helvedet?
Eller er det simpelthen fordi jeg ikke gør ivrigt nok rent?
Indrømmet. Det er meget muligt at mit badeværelse ikke ville kunne godkendes til operationsstue andre steder end under slaget ved Somme og at jeg ikke ville spise af gulvet derude om jeg så blev tvunget ved spidsen af en aidsinficeret bajonet.
Men hvad kan jeg gøre? Jeg har jo andre ting at se til. Jeg kan jo ikke bruge værdifulde timer af mit i forvejen alt for korte døgnflueliv på at skurre og skrubbe et lille goldt rum der alligevel bare skal bruges til at fylde varm men kedelig menneskeaffald i.
Der er ting der skal gøres. Ting kun jeg kan ordne. Vigtige ting!

Som kan byttes til forbrugsgoder.
Har man nok kan de smeltes om til fine barrer.

Hvorfor skal der absolut være en pris at betale for at være lige så vigtig som jeg?
Og hvorfor skal prisen være så uhørt høj?
Led Hitler under sølvfisk i sin hyggelige betonberlinerbunker?
Nej, han skulle kun bekymre sig om russerhorden der uhøfligt bankede på byporten medbringende det umusikalske stalinorgel og byger af varmt socialistbly.
Hitler havde et svirreliv i forhold til mig. Og i forhold til mig var han en skidt karl.
I mine afløb har jeg hældt alt fra arsenik (med citronduft), batterisyre og kødædende mutantknælere med dødsstråleøjne til flydende vulkanild og kogende vievand, men lige fedt hjælper det.
Jeg er Custer og mit badeværelse er mit Little Big Horn. Går jeg derud, er det for at udrydde en race. Men er jeg uforberedt og kæphøj ender jeg med en sølvfiske tomahawk i røveren.
Åh, min sarte røver.