Post Factum
af Mikkel Thomassen

Der findes væsner som allerede var gamle, dengang menneskeheden var yngre end den er nu. Disse væsner lever på bunden af fortidens dyb, hvorfra de engang imellem stikker hovedet frem, for at skræmme og forvirre os. Det mest skræmmende og forvirrende af disse er uden tvivl Postvæsnet.

Men det her er jo bare fjollet!
Der findes mange bud på, hvordan Postvæsnet ser ud.

”Humbug!” skriger du måske, og ”Ammestuehistorier!” og ”Hvem er den tilsyneladende berusede mand, som fylder mig med løgne? LØGNE!” Men jeg ved at Postvæsnet findes… Jeg har nemlig set det.

Det startede en dag, da jeg skulle låne nogle penge af nogle flinke og pengeudlånende mænd, en slags moderne tempelherrer, blot uden helt så megen fordrivelse af de vantro. Mændene er så glade for at låne penge ud, at de har indrettet deres helt eget kontor på en skole jeg frekventerer. Her kan man ordne alle de juridiske detaljer. Næsten da. Et par dage senere havde ”Postvæsnet” nemlig efterladt et brev fra mine velgørere, hvori de bad mig underskrive kontrakten igen. (Når jeg her sætter gåseøjne om Postvæsnets navn, er det fordi jeg på dette tidspunkt ikke havde nogen grund til at tro, at der ikke blot var tale om min far i forklædning. Jeg havde tidligere grebet ham forklædt som julemand, i færd med at distribuere gaver, så hvorfor ikke også dette pakkeomdelende fabeldyr tænkte jeg. Men jeg blev klogere).

Måske skulle jeg lige forklare; at underskrive er sådan set bare at skrive sit navn. Men det skal skrives i hånden, og det skal helst ligne et epileptisk anfald. Det er meget vigtigt, at en underskrift ikke ligner, eller overhovedet kan forveksles med dit faktiske navn. Det er nemlig allerede fortrykt på kontrakten, sådan at man kan se, hvem der har produceret denne uhellige krusedulle. Når mændene så ser den udtværede blækklat på papiret, så ved de ud over al rimelig tvivl, at det er mig som har underskrevet, og ikke en eller anden gal nemesis, som forsøger at knække mig, ved at låne penge og sætte dem ind på min bankkonto. Underskriften var nemt klaret. Jeg hængte mig i det ene ben, og med en kuglepen i munden svingede jeg frem og tilbage, og afsatte derved fuldstændig tilfældige streger ud over hele papiret, og en stor del af mit gulv. Men da jeg bagefter stod med mit værk i hånden, meldte problemerne sig for alvor.

Bagefter ville han endda have penge for den Tivoli Stang jeg havde skrevet med.
Engang brokkede kioskmanden sig over, at min underskrift ikke kunne læses. Men han var også fra de varme lande, og der har de måske andre skikke, tænker jeg.

Papiret var jo alt for firkantet og solidt til at komme igennem det lille hul i vægen, som internettet kommer ind i min lejlighed af, og som jeg derfor normalt bruger til at korrespondere med omverdenen. Og da jeg ikke selv havde tid til selv at aflevere kontrakten på SU-styrelsens uindtagelige klippefort, havde jeg intet valg. Jeg måtte forsøge at påkalde Postvæsnet. Når man påkalder Postvæsnets hjælp, er det meget vigtigt, at man nøje følger en række gamle og esoteriske ritualer. Først skulle kontrakten pakkes ind i et andet stykke papir, så andre ingen andre kunne læse den (en såkaldt konvolut, som kan indkøbes til formålet, men udelukkende i store mængder, selvom man som regel kun skal bruge én). Det var egentlig ikke fordi jeg skammede mig over at låne pengene, men måske skammede mændene sig over at låne dem ud til mig. Udenpå skrev jeg så pengepugernes adresse, og bagpå skrev jeg min egen, sådan at alle kunne se, præcis hvem det var, hvis korrespondance med disse pengeudlånende mænd, man ikke kunne gætte hvad gik ud på.

For at lokke Postvæsnet til, skulle jeg nu udsmykke forsendelsen med et lille billede af en ting, som væsnet kender og er tryg ved. Jellingstenen eller for længst afdøde konger er f.eks. gamle favoritter. Men sådanne mærker er sjældnere end rav nu om stunder. Selv i butikker, der ellers skilter med at have dem, rystes der grinende på hovedet over en så fjollet forespørgsel. Først efter et par dages ørkesløs søgen, blev jeg endelig belønnet. En gammel butiksindehaver trak mig ind i baglokalet, og fra et hemmeligt rum under gulvbrædderne fremdrog han væsnets mærke, som jeg fik lov at købe for dets vægt i guld. Det blev 5.50 kr. så vidt jeg husker. Det var en frygtelig nusset og savtakket sag med et billede af H.C. Andersen i sin ”fløjlsperiode”, og så skulle man oven i købet slikke bagpå, for at få det til at sidde fast.

Måske var det de utroligt stærke hallucinogener i limen, eller måske var det den lange faste, som jeg havde udsat mig for som led i ritualet, men jeg tror det nu ikke. Da jeg havde placeret brevet i den rituelle røde stålkasse, mærket med postvæsnets ældgamle hornsymbol, vendte jeg mig om og gik. Og der var det, efter et par skridt, at jeg pludselig følte det bag mig. Jeg hørte det pruste vredt og rasle med sine nøgler, og lynhurtigt vendte jeg mig om, og fangede et enkelt rødt glimt af det. Så var det væk, efterladende kun et svagt ekko af en underlig disharmonisk ringeklokke.

Men jeg så det, og det var smukt. Frygteligt men smukt. Og det lignede overhovedet ikke min far.