Puberteten
af Thor Frølich
En levende levende?
Akavet og ugidelig ynde

I takt med at mennesker vokser sig større og skifter ham, indtræder en række gennemgribende biologiske forandringer i det enkelte individ. En af disse går under navnet puberteten og når puppen efter endt metamorfose atter åbner sig kryber en yndefuld og glinsende teenager ud. Væk er mælketænder og i deres sted findes store skinnende bisser. Ligeledes er mælkearme og -ben faldet af til fordel for begyndende voksenlemmer. Der er altså i det unge menneske sket en massiv forandring over ganske kort tid, som måske kun overgåes af en lobotomi med samtidig kønsskifteoperation.

Puberteten, som altså leder til tilstanden ungt menneske (også kaldet teenageri) beskrives af kritiske røster som en hormonel og temmelig akavet borgerkrig, hvori der ingen rigtig sejrherre er, men til gengæld rigeligt med ofre. Jeg siger: “Delvist forkert!” og udtrykker dermed min støtte til de unge mennesker. Modsat oldermand Mørk, ved jeg ikke noget bedre end de unge med deres friske og ukritiske ideer!

Hvordan genkender man et tilfælde af teenageri? Der er ikke noget entydigt svar men følgende kan give nogle fingerpeg og pegepindpeg.

Hvis du står overfor et blegt gespenst, som ser ud til at lide af en kedelig omgang pest i ansigtsregionen skal du ikke sporenstrengs jage en spade gennem dets pandebrask – du kan have med en teenager at gøre og ikke en levende død (selvom det kan være mere end svært at skelne). Se om ikke den eventuelt har svage lighedstegn med et barn du kender? Sandsynligvis var føromtalte barn i stand til at gøre sin mening til kende med ord og vendinger som du fint forstod og på ingen måde var enig i. Frygt ikke hvis det nu er ganske uforståeligt, for der er stor sandsynlighed for at det før så triste barn er blevet til en teenager. Alle gængse kommunikationsformer opgives til fordel for vendinger som:

“Hvad så hvad?”

og det mere filosofisk undrende

“Sker der for dig, der?”.

Der bliver ingen østfront til dig, min ven!
Rank som en portion boller i karry!

Det er uforståelig poesi og bør nydes i fulde drag. Stryg smilende teenageren henover dennes spørgsmålstegnskrumme rygstykker og giv den penge. Det er givetvis derfor den forsøger at få dig i tale.

Kønnene reagerer forskelligt på denne lunefulde periode i et menneskes liv og jeg vil nu ridse nogle af de væsentligste forskelle op. Fælles for forskellene er at de alle er vidunderlige!

Teenage-pigen
Hunnen søger konstant at opnå en tilstand hvor al kommunikation foregår gennem en mobiltelefon, det være sig i tale eller på skrift.

Teenage-drengen
Hannen søger konstant at opnå en tilstand hvor al kommunikation foregår gennem råb, det være sig i tale ELLER PÅ SKRIFT!!!1?!.

Der skal herfra lyde en opfordring til at bakke op om teenagerne. De har det svært og ter sig derfor en sjælden gang i mellem lidt frembrusende afbrudt af fuldstændig apati. Det er jo blot fordi hele verdens byrde hviler på deres helt smalle og slunkne skuldre. Og fordi deres forældre tror sig alvidende, når det eneste de har gjort er, at prøve en hel masse ting og leve i mange år!