Sawasdee-kap #2
af Thor Frølich

Svedende som en sydende mandepølse, stod jeg nu i Thailand, lidt til venstre for hvor jeg ublidt var blevet eskorteret hen. Vagterne fandt det upassende at lade mig blive på lufthavnsområdet, især da mine ængstelige skrig tog til i styrke, såvel som frekvens.

Forvirringen er totalt
Hvorfor er jeg ikke i en slik-tematisk forlystelsespark?

Det tog mig kun øjeblikke at indse at disse håbløse thainesere havde brug for min hjælp. Klart stod det, at landet var ganske uden mål og/eller med. For det første ihukom jeg at denne region var ganske hærget af en form for fjerkræs-sot, som havde krævet næsten 100 liv. Det er naturligt at en så folkerig region bekymres når det samlede dødstal for en given sygdom næsten hamler op med antallet af liv mistet ved komplikationer opstået i forbindelse med samleje i indkøbsvogne. I Greve kommune, første kvartal 2004. Der måtte gøres noget. Og det var i alles interesse at dette noget blev foretaget af nogen der ikke var mig.

Desforuden må landet lide af en form for tekniske komplikationer, da temperaturen var helt ulidelig høj og luften fuld af våd fugt. Fugt, der gjorde min ellers komfortable omend nussede rejsedragt ganske modsat det at være komfortabel: uhyggelig. Måske er det derfor at de indfødte er så venlige og hjælpsomme, som de er. Deres primitive tænkeorgan har taget uoprettelig skade af klimaet og gjort dem til serviceorienterede smilende tosser, der kun tænker på at lave kulørte fisk om til dejlig mad og plukke frisk frugt. Den slags er lykkeligvis gået ganske af mode i vores del af verden, hvor det er svært ikke at have fornemmelsen af, at man er til gene for alle andre. Også selvom man (jeg) undtagelsesvis ikke hviner som en hysterisk pige.

Plaske plaske
Jeg er som søpølsen i vandet – lodden og blidt vuggende på havets bund.

Dagene var lange og uden den store spænding. Ofte ville jeg sidde i skumringen og fodre myg med min halvnøgne krop, mens jeg slikkede ivrigt på en kun rudimentært tilberedt pind med kød på. Andre stunder blev brugt på at fravriste havets beboere naziguldet. Muræne, baracuda og krabbe undede mig ingen rigdomme og holdt nidkært på det ædle metal med klo, mund og en til mund. Havdyr har ingen brug for kostbare skatte med påtrykte ørne, men prøv at fortælle dem det. Under vandet med en snorkel i munden. Det kan man ikke. Muræner er næsten blinde, men de prøver alligevel, hvilket jeg synes er opløftende og motiverende. Du kunne lære noget af denne grimme ålefisk, så længe det ikke involverer synet.

En skønne dag ville en uniformeret mand have mig med i hans bil. Min moder havde advaret mig mod den slags, så jeg kørte kun skeptisk med. Det viste sig i midlertid at thaivalenserne havde udredet misforståelsen omkring min tilstedeværelse og var særdeles ivrige for at sende mig hjem. Sider blev revet ud af mit pas, passet derpå brændt og plakater med mit kontrafej hængt op i lufthavnen. Så stort et indtryk havde jeg gjort på dette primitive folk. Det varmede inderligt og jeg brugte hjemturen til at forfatte disse ord, altimens jeg under konstant opsyn blev vartet op med både beroligende såvel som sløvende medikamenter. Noget siger mig at det ikke er sidste gang jeg tager til Siam.