Selvstændig erhvervsdrivende
af Thor Frølich

Jeg er så uduelig at min revisor fik et dovent øje.

Hov, hov! Det er Hr. Virksomhedsejerdirektør, om jeg må bede. Sådan en er jeg nemlig og forlanger at blive tiltalt som sådan. Basta.

Det gik jo således at jeg sagde mit job igennem et tiår som Videospil-tastelatør op fordi jeg altid havde drømt om at komme til jobsamtale hos mig selv. Jeg havde hørt at jeg var en flink fyr og prøvede lykken. Og til alt held fik jeg tilbudt stillingen, som Vigtighedsdirektør for Fine og Mindre Fine Anliggender efter en nervepirrende udvælgelsesprocess. Højt på strå kan I nok forstå.

Men ikke alt er fryd og gammen i selvstændig-erhvervsdrivendehedsland! Thi jeg har en høne at plukke med Jer, kære skyldige og forhåbentligt behørigt brødbetyngede læsere. Ingen af Jer havde gjort sig den ulejlighed at fortælle mig om bagsiden af medaljen. Lige netop den side af medaljen jeg er mest uvidende om! Det var belejligt, hva?

Bilag. Bogføring. CVR-numre. Årsregnskab. Skatteunddragelse. Blot få af de mange flerstavelsesord man ikke alene skal kunne klappe sig igennem, men gudhjælpemig også forstå betydningen af. Dette kafkaske mareridt af forpligtelser overfor myndighederne kom så ganske bagpå mig at jeg i begyndelsen var vis på at jeg ved et uheld havde fået tildelt et firma-kørekort (Her mener Thor vistnok et CVR-nummer. Red.), som i virkeligheden tilhører Nordisk Fjer eller en større rederivirksomhed.

En revisor udi penge-relaterede tal har sidenhen forsikret mig om at vanviddet er normen og jeg i allerhøjeste grad forventes at betale ikke blot skat, men også noget der hedder moms. Og det indtil flere gange om året og i rede penge. Jeg prøvede at forklare dette revisormenneske at jeg meget hellere ville beholde alle pengene selv, da jeg så kunne bruge dem til at købe vinterstøvler at putte på børnenes tallerkener. Men det ansporede ham blot til en lang tale om endnu kedeligere emner, under hvilken jeg dagdrømte om et mystisk hus hvori alle døre havde deres håndtag siddende på midten. I dette hus var det vanskeligt hurtigt at bedømme hvilken side en dør var hængslet i. Uhørt men sært dragende, vil I nok give mig ret i.

Resultatet er at jeg nu er den fineste direktør med eget virksomhedsfirma. Og hver gang jeg har tjent nogle penge ved at trykke på taster i den rigtige rækkefølge, sender jeg dem straks til min revisor, som derpå sørger for at give dem til alle der ikke er mig.