Skægt.
af Brian Mørk

Jeg har haft skæg siden jeg var 18 (år gammel).
Det var jeg simpelthen nødt til.
Skægget var en perfekt maske til mit udtryksløse ansigt.
Skægget gav mig karakter. Personlighed. Selvtillid.
Men vigtigst af alt, så camouflerede skægget at jeg er født hæslig som en mødding.
Der hvor jeg ingen hage havde fik jeg pludselig en hage. Der hvor mine kinder gik ud i et med min hals, der fik jeg pludselig en kæbe. Der hvor pigebørn som regel vendte blikket bort i slet skjult ynk, sagde de pludselig ”hvem er den mystiske fremmede. Han skal være vores leder og kærlighedsguru.”.
Skægget var min ven. Jeg kunne stole på det og det har aldrig ladt mig i stikken. Det har fulgt mig i tykt og tyndt og vi lavede alting sammen.
Det var med da jeg blev student, da jeg mistede min mødom (jeg gav den væk frivilligt*) og da jeg modtog min første Bodilpris. Det var med under alle mine opture og nedture. Det var hos mig når alle andre havde forladt mig.
Jeg elskede det skæg.
Men jeg er desværre en karakter taget direkte ud af et af Shakespeares stykker.
Ikke et af hans romantiske stykker eller en af hans tragedier eller komedier. Mere et af dem hvor der er et fjols der ødelægger alt for sig selv gennem gemen forræderi, og som også har en skægtrimmer.
Jeg er en Quisling, jeg er Judas. Jeg barberede mit skæg. Af.

Jeg er god med bacon.
Se mig.

Hvis verden valgte lige nu til at gå under i en stormild af aske og død, ville det passe mig udsøgt meget.
Ingen skal se mig som jeg ser ud nu. Ikke engang mig selv.
Spejlende i mit hjem er alle malet over med skammens sod og alle blanke overflader er hamrede til ublanke overflader med sorgens hårdeste hammer.
Den samme impuls der får, ellers velfungerende familifædre, til at stå op om natten og myrde deres sovende familie med et roejern, fik mig til at fjerne mit skæg (med en skraber, ikke et roejern).
Jeg er ikke værdig til at leve i den samme verden med skæggede mænd som Chuck Norris, Bud Spencer, kaptajn Haddock og diverse Ayathollaer.
Jeg er ussel og nederdrægtig og dertil lige så grim som polarnætterne er lange (Det er meget grim).
Så når du ser en mand på gaden der har iført sit hoved i en uigennemsigtig spand, så vid at det er mig. Og vid at jeg har fortjent alle de eder og forbandelser du har lyst til at udspy i min retning. Jeg erklærer mig selv for fredløs og jaget vildt fra nu af.
Og en uge frem.

Jeg kunne også skille vandene.
Mig før ulykken.

*Eller jeg tiggede og bad folk om at tage den.