Strabadser
af Brian Mørk

I mit lange og indholdsløse liv har jeg gjort nogle få ting jeg ikke er stolt af. Eller ret mange ting. Eller faktisk er jeg ikke stolt af noget som helst jeg har udrettet. Men der er dog en ting jeg er mindst ikke stolt af (?). Det er min tid som rollespiller. For det har gjort mig til det jeg er i dag (en form for sølle skabning). Havde det ikke været for rollespil ville jeg være endt som langturslastbilchauffør, kortturslastbilchauffør eller en form for mellemdistancelastbilchauffør. Rollespil lærte mig at læse bøger, at tænke og interessere mig for andet end Scania og Chuck Norris (ikke at der er noget galt med Chuck. Gud forbyde det.)
Men ja, jeg har skam løbet rundt i en skov og svunget med et hjemmelavet gummisværd og jeg har nedkæmpet elvere og kastet med tryl i øjnene på en imaginær trold så han blev imaginært blind. Og det var FEDT! I al sandhed noget af det fedeste jeg har oplevet nogensinde. Men nu hvor jeg er blevet en lille smule ældre (røvgammel) er jeg begyndt at tænke over noget. Realismen. Ja, du synes måske nok at det lyder lidt sært at tale om realisme i forbindelse med rollespil, men du skal bare holde din kæft, nu er det mig der skriver.

Måske noget trafik-rollespil?
En der spiller rollen som asfalt.

Live rollespil foregår som regel (oftest) om sommeren i en hyggelig skov fyldt med glade unge mennesker hvor pollen er den farligste fjende. Men hvor er de egentlige strabadser? Strabadser er hvad min lille afhandling kommer at handle om. For strabadser er nemlig vigtige for at rigtigt kunne leve sig ind i sin rolle. Noget vi svage, bløde, svagpissende, moderne, forkælede, rygradsmanglende, klynkende, luksus, tyndhudede, forvænte, slapsvansede og astmatiske tøserollespillere kunne lære noget af.

Kulde
I enhver ordentlig fantasiverden er der årstider og en af dem er gerne vinter. Med sne, frost og snot. Men ikke i live rollespil. Der skal solen helst skinne højt og flot så man ikke kommer til at fryse om sine påsatte elverører.
Hvad er det!? Hvis man skal kunne spille rollen som Gandalf der krydser Brannerpasset eller rollen som en romersk legionær der belejrer Stalingrad, hvis man ikke tør spille med gener som koldbrand, frostbid og lungebetændelse? Hvor er realismen!?
Tag jer nu sammen rollespillere!?

Sult
I middelalderen var der ikke meget Dominos, MikDonalds eller Nutella på hylderne. Til gengæld var der meget saltpølse, vandgrød og birkemos. Eller faktisk var der heller ikke så meget af det, da folk i de gamle dage mest levede af ingenting og som følge deraf sultede en del. Det er som om I ikke gider!?!?

Langhårede og fine.
Der er også feminine piger med.

March
For at komme frem til det store slag mellem de gode og de onde eller de menneskelige og de andre, så var det næsten altid nødvendigt at marchere ret utroligt langt. Der er mere end 2 kilometer fra Isengard til Gondor og fra Dover til Agincourt og herfra og dertil. Det er ikke et ordentligt slag hvis ikke man er dehydreret, udmattet og dækket af væskende vabler, hård hud og igler (?!?) før man overhovedet når slagmarken.
I live skal man højst fra S-togstationen over i den lille skov og man får tit sin mor til at køre sig. Jeg foreslår at man fra nu af marcherer hele vejen hjemmefra. Og jeg er ligeglad med om man så bor helt derude hvor kragerne vender. Og hvis man bliver såret under slaget så har man bare at halte hele vejen hjem igen?

Smerte
Og det bringer mig til min næste og sidste pointe. Smerte. Fjern nu den isolation fra jeres elektrikerrør. Hold nu op med at købe (flotte) gummisværd i butikkerne og lav jeres egne af bøg og ask. Der er ingen der nogensinde har taget skade af lidt vold og man oplever nu en gang bedre intensiteten af en øksekamp når øksen kan lemlæste og ødelægge. Alle er friske på en duel når det værste der kan ske er at to-håndssværdet giver et rødt mærke på kinden.
Man lærer hurtigt at fægte bedre når modstanderne kan sætte en i kørestol pænt pakket ind i gips og man bliver snapt dygtig til at dukke sig hvis en daggert rent faktisk er en daggert.
Det er mere spændende på den måde!!! Kan I ikke se det!?