Tag med på ornitolog-tur
af Thor Frølich
Han bygger en rede af bølgepap.
Jo. Der sidder bestemt en hvidtoppet ornitolog oppe i det træ.

Jeg har en tilståelse. Jeg holder forbavsende meget af at kigge på ornitologer, helst gennem en form for optik. Det er en besværlig og dyr interesse, men minsandten om jeg ikke bliver ved, dag ud og dag ind. Man kan vel nærmest kalde det en hobby. Eller besættelse. Jeg nyder at snige mig så tæt på jeg kan komme disse sælsomme skabninger, musestille, som en lækat med små filtsko på. I en lille bog noterer jeg tid, sted og dato, hvis jeg ser et ekstra spændende eksemplar. Man skal være helt stille og undgå pludselige bevægelser. Så kan jægerene med deres skydevåben, nemlig ikke få øje på dig i det høje græs. De kan tro at du er en hare eller en impala og skyde dig for dit gevir og kød. Sådan er jægere nemlig – klar til at dræbe med krudt og kniv.

Vi har alle sådanne dage. Men det hjælper ikke at blive gloet på.
Forståeligt nok er ikke alle fugle begejstrede for at man kigger på dem.

De fugleinteresseredes redevaner adskiller sig kun på få punkter fra dine og mine. De gør, ligesom vi andre, aldrig rent og har gerne mindre dyr boende i deres hårpragt. De dækker sig med tæpper af vat eller hør inden de går til ro og spiser nødder og frugter fra træer. Den ornitologinteresserede skal dog vide at det ofte er forbundet med en del besvær og kan være decideret forbudt, at trænge ind på en ornitolog’s redeplads. De er nemt meget aggressive, når mennesker kommer for tæt på og kan finde på at benytte sten, lange stokke eller politimænd til tvinge den indtrængende væk. I særligt slemme tilfælde er det sket, at landets dømmende magt skal mægle i en sådan strid. Så kommer man i fængsel.

Ornitologer kan være meget smukke. Elegante og majestætiske; eet med naturen. Men det er uhyre sjældent. Ofte er de kedelige mænd iført praktisk tøj. De har en kikkert om halsen og en bog med billeder af fugle i tasken. I tasken er der også gerne en madpakke og en notatbog. Det er ikke sjældent at ornitologer danner par med en mage udenfor egne rækker. Dermed bryder de Guds ubrydelig lov om den slags. Den siger helt tydeligt “nej tak” til den slags. Så det skal de helt lade være med.

Ornitologerne er sære, det må jeg sige. Hvorfor de betragter fugle, så længe og tålmodigt ved ingen. Der er ingen pengepræmier at modtage, hvis man ser en vendehals eller en lappedykker. Og der er, mig bekendt, heller ingen helbredsmæssige fordele i at kigge på fjerkræ. Men på den anden side har der ikke været nogen direkte bedring at spore hos mig, ved at jeg kigger på de fugleinteresserede. Så hvorfor gør jeg det? Det er uden betydning. Måske vil de i fremtiden give op og endelig indse at fugle mest af alt, bare flyver omkring oppe i luften og fra tid til anden gemmer æg i en samling kviste eller i hulrum, som sagtens kunne være brugt til noget andet. Men indtil det sker vil jeg trofast ligge i buskadset og lure på ornitologerne. Senere, når den sidste ornitolog har kastet sin kikkert fra sig i afmagt over, at fugle er slemt skuffende dyr, og er gået hjem, vil jeg kunne sidde alene i mørket med minderne. Og min samling af udstoppede ornitologer.