Tale er kun sjældent sølv
af Thor Frølich
Eksempel på korrekt brug af ordet "bane".

Eksempel på korrekt brug af bane. Ikke at forveksle med bane.

De fleste kender til det fysiske ubehag som kan opstå når man hører eller sågar tænker på lyden af negle mod en tavle. Den skrigende lyd fra en gaffel der smutter mod en talleriks overflade eller stemmer som lyder til at være på nippet til at knække, kan ligeledes gøre mennesker ubehageligt til mode. Sådan har jeg det også med lyden af visse ord, vendinger eller særlig grammatisk frimodighed. Her er nogle af de uhyrligheder som får mig til at vræle som et utilpasset barn.

“Vi må se hvad der kan gøres på den korte såvel som den lange bane!”

Ah, jeg tror jeg forstår. En herlig sports-analogi, for at virke dynamisk og vidunderligt frisk uden på nogen måde at kunne beskyldes for at være fesen. Og det er der vel ikke noget i vejen med1? Åh, hvor er jeg glad for at du spurgte. Jo ser du, når alle pludselig beslutter at “bane” er det nye “sigt”, så kommer man til at lyde som et komplet uopfindsomt fjols, hver gang det ryger ud af ens åndssvage idiot-mund. Så er I advaret, alle.

“Råt for usødet”.

Det er min faste overbevisning at der ikke på dansk kan ytres en sætning som er fonetisk værre end ovenstående. Det er lidt af en påstand, men ikke desto mindre har jeg ret. Eftertiden vil utvivlsomt kende mit udsagn for sandt, hvorimod samtiden vil tage lige så grueligt fejl som den altid gør. Da I er en del af samtiden, er I en del af problemet. I skulle skamme Jer og lytte lidt mere til eftertiden.

Eksempel på en kant. Ikke at forveksle med Kant.

Eksempel på en kant. Ikke at forveksle med Kant.

Vi søger en profil med kant”

I kan få med kanten af min hånd, kan I! Hvis du tænker “det er lige mig”, når du læser noget som ovenstående, så er en ting sikkert – det er ikke “kant” du har, men snarere en ækel rand fra en slatten farsbaseret ret ingen gider spise.

 

“Jeg vinder kampen i går, fordi min dagsform er bedre end hans.”

Ud af mit sprog, Dramatisk Nutid. Det er i særdeleshed et udtryk for dovenskab når journalister (ordet her er brugt for bredt favnende værdier af “journalist”) pepper deres skriverier op om begivenheder som beklageligvis foregik i fortiden. I daglig tale er det bare dumt og unødvendigt. Datid er ganske rigtigt ikke så aktionpræget som nutid. Men lad os nu ikke se bort fra at den nu engang er den form der bedst beskriver noget der forgik i … DATIDEN. Det er bare pisse-ærgeligt, journalister. Hvis I er så forelskede i nutid (og det skal jeg lige love for I er), så må I være hurtigere på pletten når noget hænder.

Hey. Lad os lige opsummere engang. Det synes jeg er passende. Kig godt på ovenstående eksempler. Lad derefter være med nogensinde at gøre brug af dem. Mere skal der ikke til for at gøre sproget til et bedre sprog at være i, tale med og ikke mindst skrive på. Hvis du har gjort brug af eller endnu værre, vedbliver med at bruge dem, skal jeg bede dig om at tage skridt til at ophøre med at eksistere. Gerne i en fart. Det er kun rimeligt. <div class='footnotes'>

  1. Jo der er!

</div>