Tiden. En nærig kælling.
af Brian Mørk
<img src="http://www.abekat.net/images/laeser.jpg" alt="Han dukker op i en søgning på 'Virus From Space"! />

Her ses Abekattens læser surmule over tingenes tilstand. Og sig selv.

Hvorfor er der så stille på Abekatten? Er Thor og Brian gået under jorden med deres mange millioner? Er de søgt i skattely uden for landets grænser? Har en virus fra rummet dræbt alle mennesker i henholdsvis Dragør og Kalundborg? Ingen ved det.

Jo, jeg ved det faktisk. Det lige før var løgne.

Thor og Brian lever i en verden hvor savlende børn, hustruer og top executive stillinger tager al deres tid. Det og så de natlige patruljer for at holde Jeres liv fri fra ransmænd og huldringer.

Men de er travle er de. Travle som få. Hvis man blander TV-serien ’West Wing’ med slutningen på en film hvor man skal demontere en farlig bombe, så har man hvor travlt de har det.

Og ja, Abekatten lider under det. Det er Jer derude, vores elskede læsere og trofaste disciple der vansmægter og græder.

Derfor har Abekatten iværksat en ordning der sørger for at alle der på et tidspunkt har forvildet sig ind på Abekatten får tilsendt en pose med penge der er afmålt efter præcis hvor meget man har savnet nye artikler på Aben. For nogle er det en lille pose penge, for andre en lidt mindre pose penge og endnu flere andre kommer faktisk til at skylde os penge.

Det er bare en sølle kompensation ved vi, så her kommer en dybere forklaring på hvorfor vi har så djævelsk travlt.

Thor Frølich er utrætteligt i færd med at oprette barrikader omkring hans gård i marsken hvor han bor, for at holde reptilmændene ude af hans forrådskammer. Vores hjerte går ud til ham og hans.

Det er nemlig lige noget for mig, Brian Mørk!
Lidt mere af det her, tak?!

Jeg derimod arbejder i den smarte medieverden. Fyldt med sushi, drugs og vilde fotomodeller. Det var i hvert fald hvad jeg var blevet lovet da jeg søgte ind i den smarte medieverden. Sandheden har vist sig at være en lidt anden. Det er mere noget med kaffe, stress, mere kaffe og antimavesyre tabletter. Og de eneste fotomodeller er dem man ser i bladene.

Hvad laver jeg i den smarte medieverden? Jeg prøver at finde på ting folk gider at se på TV. En ussel tjans ikke ulig torturlæge, cigaretsælger eller babysældræber, men nogen skal jo gøre det.

Og her følger (helt seriøst) mit sidste bud på hvad TV burde sende. Man kan selv få lov at gætte på om det er noget de høje herrer klappede i hænderne over eller om de slog mig i maven og afkrævede mig et quizprogram med lette spørgsmål og fesne pengepræmier i stedet. Læs og gæt.

Ragnarok: En sit-com

IDÉ
En sit-com om en mand der pludselig befinder sig i en verden der vil slå ham ihjel og om hvordan han håndterer at gå fra IT-specialist med hang til café Latte og Sushi til desperat survivor på få dage.

Om hvordan han møder andre overlevende på flugt og om hvordan de planlægger deres fremtid omringet af horder af levende døde der vil dem til livs.
Præcis hvordan takler man verdens undergang når man nu lige havde bestilt den ferie til Val Thorens og det gik så godt med karrieren? Det kan simpelthen ikke være rigtigt! Hvor klager man!?

UNIVERS
Handlingen foregår on location rundt i Danmark (Nærheden af København) da man følger hovedpersonernes flugt fra et sted til et andet. Fra en nedlagt tankstation til et øde supermarked til deres endelige asyl på Trekronerfortet hvor de føler sig næsten sikre. For en tid.

Håndholdte kameraer til at øge spændingen og panikken, og stille og rolig kameraføring når der ingen fare på færde er og der bare skal diskuteres hvem der vasker op i denne uge.

Man kan sige at det er en typisk sit-com setting. En gruppe meget forskellige mennesker er tvunget til at bo sammen og få en dagligdag til at gå. Romantik, skænderier, venskaber, idiotier og hygge. Tilsat et gram Zombietrussel.
En sit-com der vover at have både spænding og action i moderate mænger mellem jokes og komiske situationer.

Er det er forslaget der skal gøre mig til rigets største TV mogul elsket af alle?

Jeg kender svaret og svaret er: Næ.