Ugens horoskop
af Thor Frølich
Unicorn Chaser 

Glimmer-dyr ved fuldmåne. Tak, Internettet.

Thor her. Thor Frølich. I ved alle at jeg bryder mig vældigt om vores læserskare. I ligger mig meget på sinde. Derfor skal I have en lille tidlig julegave. I kraft af min kapacitet som 100% kvalificeret astrolog, roibos-healer og centrifugist har jeg såmænd lagt jeres horoskop. Her er det så, horoskopet. I kan takke mig senere. Eksempelvis ved at sende mig pakker med pengegaver, alkoholiske drikke og fotografier af pornografisk karakter. (Men sig det ikke til min hustru. Hun bryder sig ikke om at jeg drikker.)

Vædderen

Din uge kommer til at bestå af helt op til syv dage. Gamle venner vil udføre handlinger som du enten ikke billiger eller ikke er vidende om. Du vil sandsynligvis selv opleve eller være vidne til kærlighed i en af den mange former.

Tyren

Du vil i denne uge være sparet for direkte indblanding i det geopolitiske magtspil. Så slap bare af og nyd ansvarsfriheden. Din økonomiske situation vil være stabil med mindre store omvæltninger eller tåbelige beslutninger får frit løb.

Tvillingen

Du har eller har haft en jævnaldrende bror eller søster! Derudover vil bekendtskaber spille en rolle denne uge og det samme gælder grundstofferne, som du under ingen omstændigheder kan ignorere i den kommende tid. Det tyder på noget med Brom. Eller måske Brint. Stjernerne er lidt utydelige på det punkt.

Diagrammer! 

Horoskopet er fuld af videnskabsdiagrammer og anden skematik, således at du kan være sikker på dets forudsigelser.

Krebsen

Stjernerne smiler til dig i denne uge. Det betyder stærkt forhøjede doser gamma-stråling, som du sandsynligvis ikke overlever. Temmelig ærgeligt at være dig, siger jeg bare. Næste uge ser heldigvis ok ud.

Løven

Pas på miljøet! For i denne uge skal du opholde dig i det. Og så duer det ikke at luften og vandet er indeholder alskens tungmetaller, æteriske olier og insekter. Opsøg straks din magnetisør hvis du har mistanke om at miljøet svækker din aura og mave/tarm-flora.

Svanen

En svane kan med sin vinge hugge Stein Bagger midt over! Svanens uge vil være præget af snadren i vandoverfladen og tvedeling af forskellige emner med vingerne. Prøv at holde din skræppen på et minimum, da de andre er ved at være trætte af din attitude.

Krabaten

Undgå forhold til svaner og Stein Bagger.

Kedlen

Ih, se nu hvad du kommer til at gøre! Undgå for alt i verden at læse dit horoskop denne uge. Den viden du måtte tilegne dig vil føre til rekursive og selv-refererende virkelighedsforløb, som bestemt ikke har givet dig andet end problemer. Du skulle jo ikke gøre det, sagde jeg!