Vandpibe, min vandpibe
af Thor Frølich

Vandpibe. Hookah. Røg-obo. Kært rygeinstrument har mange navne. Men ikke ligeså mange som eksempelvis det mandlige kønsorgan.

Derpå stak han i mig flittigt med sin scimitar.
Det var en mild og blid herre, som denne, der lærte mig at ryge som en sortblodet vantro. Tak, Saracener-mand.

Jeg husker selv tydeligt første gang jeg stiftede bekendtskab med en vandkølet gulvpibe af arabisk oprindelse. Det var en varm og tør dag i Cairo. Ikke noget jeg lod mig mærke af, hvor jeg stod, i en gyde i Damascus. Rank og stolt, var jeg, og næsten almindelig af udseende. Jeg havde just, med en heftig profit, afsat et større parti albanske skohorn, der var kommet i min besiddelse ved et tilfælde. Helt tilfældigt har det nu nok ikke været, men omstændighederne omkring sagen fortaber sig i glemslens tåger. Jeg besluttede resolut og uden tøven, at en fejring af den fortrinlige handel var på sin plads. Mine lommer havde besluttet, at lade den anseelige mængde opium lagt til opbevaring deri, drysse ud på den golde syriske jord. En rask dragejagt, liggende henslængt på en divaneser, var derfor ganske ude af billedet. ‘Hvad med, om jeg sugede lidt på en sådan rumsterstang, som muselmændene derovre ser ud til at holde så meget af’, sagde jeg, og pegede på en gruppe mænd, samlet omkring et tårn af jern og glas. Jeg synes ideen lød god og gik derover.

Mændene hilste mig velkommen med de traditionelle råb og stik fra en krum sabel og bød mig tage plads på en pude. Derpå forlod de alle cafeen, uden at tilse mine sår. Jeg var dog besluttet på ikke at lade utilstrækkelig, men dog velmenende, gæstfrihed ødelægge en hidtil pletfri dag. Jeg vinkede en tjener over og gestikulerede i retning af den sælsomme pibe med min gode arm. Ikke så snart var han gået, før han kom igen og gjorde ved apparatet. Jeg blev instrueret i at suge i den ene ende og bestemt at holde mig fra den anden.

<img src="http://www.abekat.net/images/kalif_01.gif" alt=""Når den er klar, tager du den i munden og suger"" />
Ikke alle tegninger hvori der indgår vandpiber er grimme. Men næsten.

Ved profetens skæg, det var en liflig røg. Jeg glemte alt om blodtab, uafhentet restancepost og dårligt fodtøj. Nuet virkede mere nærværende end nogensinde før. Som om jeg var i det. Det var kærlighed ved første sug og jeg har ikke set mig tilbage siden da. Det skulle jeg nu nok have gjort, da en tarvelig løjser havde den frækhed at rende afsted med de fleste af mine ejendele. Intet betød det dog, da jeg befandt mig i et slemt tilrøget nirvana, fri for alle materialistiske kvaler.
Senere, skulle det dog have lidt at sige. Da tågerne havde lagt sig og jeg stod på kajen og skulle ombord på skuden der kunne sejle mig hjem, fattedes jeg rejsehjemmel. Det lykkedes mig dog at komme ombord, på adskillige betingelser, af hvilke langt de fleste er usømmelige at nævne på en på en pæn interweb-site homepage som denne. Det blev lange 3 måneder. Kun eet holdt mig i live: tanken om, at inde i den bylt der udgjorde mine ejendele, lå et metalrør fastgjort til en vandkrukke med tilhørende slange.

“Når jeg kommer hjem”, tænkte jeg. “Så skal jeg ryge. Mest for at glemme, men også fordi jeg holder af smagen”.