Weekend som alene-far
af Thor Frølich

Fredag d. 2 feb., kl. 16.12
Jeg er gift med min hustru. Dette går op for mig da hun med sit arbejde skal udenlands i weekenden. Hun arbejder enten for et rejsebureau eller en fremmed stats efterretningsapparat. Så meget ved jeg. Jeg får dog altid tvetydige svar, når jeg spørger. “Vi sælger rejser”, siger hun. Uanset, er hun ikke hjemme denne weekend. Hun skal til Budapest i Ungarn og jeg skal være alene med det lille barn, vi har sammen: Min datter, som er en lille pige. Straks bliver jeg mistroisk, da jeg udmærket er klar over at Ungarn er det land der opfandt både min chef (som er født i Ungarn) og langt de fleste andre ungarer.

... af denne type fløj min hustru til Budepest.
Luftens hyrevogn

Fredag d. 2 feb., kl. 19.01
En flyvemaskine med min hustru indeni er fløjet afsted mod dets destination. Tilbage i huset på marsken sidder jeg med barnet. Vi kigger hinanden lidt an. Jeg har på fornemmelsen at hun ikke vil gøre det let for mig, selvom vi er i familie med hinanden.

Fredag d. 2 feb., kl. 19.28
Jeg havde ret. Hun har tydeligvis puget snot igennem mange uger til denne stund og lader det fosse lindt ud af næsen fra depoter dybt inde i kraniet. Hun skiftevis snorker som en ork og vågner for at lade mig vide jeg er et tåbeligt mandemenneske helt uden de evolutionært nyttige bryster fulde af mælk. Jeg byder hende leverpostej på rugbrød. Hun afviser.

Lørdag d. 3 feb., kl. 02.24
Den lille pige konstaterer igen at jeg ikke er hendes mor og lægger sig til at sove igen. Det samme gør jeg.

Lørdag d. 3 feb., kl. 07.32
Vi vågner begge efter en nat med mange kontroverser. De fleste over hvorvidt man bør stå op og lege midt om natten eller fordelingen af sengeareal os imellem. Jeg konstaterer hurtigt at huset er omringet af områdets bjørne, som har set deres snit til at få overtaget medens min hustru er væk. Hun gør normalt et hæderligt stykke arbejde med at holde dem på behørig afstand af både ejendom og vores nærigsholdige datter. Jeg beslutter at angribe bevæbnet med den lille pige holdt foran mig i strakt arm. Går den, så går den.

Lørdag d. 3 feb., kl. 07.46
Jeg er nu udråbt til Alle Bjørnes Konge af de imponerede dyr. Lillepigen mener bestemt at det var hende de mente, men det afviser jeg med en fejende bevægelse med hånden. Jeg minder hende om at hun hverken kan nå op til, endsige finde ud af at betjene mikroovnen i hvilken hendes middag netop denne aften skal varmes. Vi bliver enige om at det nok i virkeligheden alligevel var mig æren tilfaldt og at hun ganske havde fejlbedømt den anspændte situation.

Lørdag d. 3 feb., kl. 16.22
Storsindet lader jeg min datter bære den kongekrone af kviste og blade, jeg fik af de umælende pelsede kræ tidligere på dagen. Hun synes det er sjovt at lade som om hun er alle bjørnes konge, selvom vi begge ved det er noget pjat. Den rigtige konge er og bliver mig. Iøvrigt kradser den ærligt talt noget tarvelige krone ubehageligt mod hovedbunden.

De kom oprindeligt over isen fra Sverige.
Marsk-folket lister sig gennem mørket på udkig efter nedfaldsfrugt.

Lørdag d. 3 feb., kl. 19.38
Under stor tumult har jeg lagt det lille barn i seng og tilser nu mine sår. Joden smager grimt og gør mig ubehageligt svimmel og usikker til bens. Jeg glæder mig meget til min hustru kommer hjem søndag, da jeg skal tisse noget så eftertrykkeligt. Resten af aftenen går med at kaste sten efter marsk-folket, fra første sals altan.

Sørdag d. 4 feb., kl. 08.14
Efter morgenmaden sætter vi os ud i bilen og gør os klar til at køre den korte tur til lufthavnen.

Sørdag d. 4 feb., kl. 19.10
Automobilet starter første gang jeg drejer på nøglen og vi kører ud for at tage imod den hjemvendende barnemoder, som om ganske kort tid lander ombord på en flyvende maskine.