Winther og Juncker: Rejsende i Tid og Sted. Mest sted.
af Thor Frølich

Kapitel Et

Winther Cirkumphlecks sidder i sin stol. Den fine stol, den med sirligt udskårne små Winther-figurer. Det er ikke strengt nødvendigt at komme nærmere ind på figurerne og deres modbydelige positurer, evigt fastfrosset i træets ufleksible masse. Der er sågar lande i hvilke nærmere omtale ville medføre bødestraf. Winther grubler og ikke uden grund. Han har arvet noget ganske betydeligt. Så meget ved han. Præcis hvad, er dog lidt usikkert. Derfor grubler Winther, fast besluttet på at komme til bunds i sagen. Mulighederne er, efter længere tids tænken, overvejen og andre ord beskrivende mental aktivitet, snævret ind til “en epoke eller lignende tidsforløb” eller “et kongerige, nu tabt og/eller glemt”. Men hvilken af de to han har arvet og dernæst, specifikt hvilken epoke eller rige det måtte dreje sig om forbliver en gåde.
Juncker har lige lavet dejlig the. Udover det, er han ikke til megen hjælp. For han hjælper ikke Winther. Juncker er nemlig temmelig sikker på at Winther ikke har arvet noget som helst. Ingen breve har nævnt noget om en arv (Juncker læser al Winthers post). Ingen telefonsamtaler har handlet om andet end husholdets indkøbsvaner og korte diskussioner om hvorvidt “Krelle” kan træffes på dette nummer (Juncker smuglytter til alle Winthers samtaler). Krelle kan ikke træffes på Winther og Junckers nummer, men prøv at forklare det til Krelles venner.

“Er Krelle hjemme?”, forlanger en ungdommelig stemme i telefonen gerne at vide.

“Det kan jeg ikke udelukke”, svarer Winther, som ikke kender nogen ved navn Krelle.

“Må jeg snakke med ham?”

“Det er ikke usandsynligt at du godt må det”. Winther ved ikke om Krelle har lov til at tale med andre.

Herefter kan samtalen tage en ud af to mulige drejninger. Enten går den i ring med mulighed for at fortsætte længe eller også bliver den hastigt afbrudt fra opringerens side. Men der går aldrig ret lang tid før en lignende telefonisk udveksling vil finde sted.

Winther og Juncker og deres forhold bør beskrives nærmere. Tyksak er et godt ord at bruge om Winther, fordi han er en. Dette skyldes, som det ofte gør, et lavt stofskifte – han er så at sige disponeret for det. Det skyldes også en diæt bestående overvejende af fedtmamoreret kød med sovs til. Sovs lavet på fedt. Hans tidlige år stod i margarinens tegn og “Der er mere derude”, var bordbøn i Winther’s barndomshjem.

Juncker’s opvækst var en ganske anden, specielt i den forstand at han voksede langt mindre. En ikke ubetydelig del af Junckers noget kummerlige ungdom blev tilbragt i en brønd. Det var en udmærket brønd, som havde alt hvad sådan en skal have – mest vand og mørke. Hans forældre var ikke decideret velegnede til børneopdragelse og besluttede tidligt at nakkedrag og ophold i brønd skulle være konsekvensen af selv den mindste forteelse. Hvis de sociale myndigheder dengang havde forfulgt den slags sager med samme nidkærhed som i dag, var lille Juncker sandsynligvis blevet fjernet fra hjemmet og sendt til destruktion. Det sidste, fordi Juncker var og stadig er, en grimrian uden lige. Han er dog i store træk det man vil kalde et ‘godt menneske’, hans noget triste barndom til trods. Han hjælper Winther i det daglige, fordi denne uden omsvøb kan betegnes som hjælpeløs. Som tak, lader tyksakken grimmerten bo hos sig. Symbiosen er i virkeligheden ganske smuk og fortjener en del ros.

Tålmodig mand er han ganske vist, men hjælpe med Winthers forhåndenværende problem, gider Juncker ikke. Selv Ghandi ville være blevet lettere irriteret over den insisterende måde Winther griber den slags ting an på, så Juncker har forlængst lært at ignorere hans projekter.

“Hvorfor har jeg ikke modtaget et brev fra boets administrator?”, spørger Winther uafladeligt. “Har du spurgt ham unga-bunga’en inde i nabohuset om han ved en fejl skulle have fået min skrivelse? Jeg stoler ikke på hans slags!”

“Svenskere?” Juncker kigger opgivende på Winther. “Hvad er det præcis du har imod Jönsson?”