Abekat punktum net

Den Politiske Farvelære

af Thor Frølich

Grøn

Den fremherskende vildfarelse for grønne partier er at opretholdelsen af et menneskevenligt biotop vejer tungere end alle andre hensyn og at den slags problemstillinger skulle være relevant at løse politisk. Det er naturligvis noget vås, da alle ved at grøn politik ikke kan lade sig gøre og koster penge. Penge som i stedet kan bruges på uretmæssigt at udbetale refusion for udbytteskat til svindlere og kompensation til industrialiseret mishandling af mink.

Blå

Se rød.

Lilla

Rationalitet og objektivitet er i højsædet hos denne midter-farve, uagtet at det menneskelige sind består af 80% følelser og 20% forvirring. Vil allerhelst overdrage al magt til en alvidende super-computer, men må nøjes med at begå sig i det morads af nøgne aber, med vrangforestillinger om fri vilje, der er menneskeheden. Vil gå meget langt for ikke at manifestere eventuel politisk magt, da man jo derved risikerer at begå fejl.

Rød

Se blå.

Ræve-rød

Alle mennesker er lige, om de så vil det eller ej, og staten skal tage sig af alt. Kun således bliver mennesket frit til at male keramik og flette hør. I hvertfald de få heldige som ikke slaver som tandhjul i maximal-statens panoptikon. De ræverøde mener at kapitalismen har spillet fallit og bør erstattes med noget andet. Givet tid nok — hvis det ikke allerede er tilfældet — har de ret heri. Bare ikke med hvad.

Rød/hvid

Meget optaget af social lighed og velfærd for mennesker der ligner dem selv. Især hvis disse også er gamle. Præget af en stærk skepsis overfor EU, samarbejde i det hele taget og mad der ikke er frikadeller. Ser nationalstaten som garant for tryghed og velstand til alle *⁾. Religionsfrihed for kristne vægtes højt. Har som mærkesager at gøre tingene som de altid er blevet gjort og at grænser er noget man skal blive indenfor.

*⁾ Gælder kun i begrænset omfang mennesker med udansk udseende, ikke-kristne troende, ikke-troende, flersprogede, intellektuelle og unge.

Sort

Primært kendetegnet ved en utilfredshed med ordensmagtens voldsmonopol, andres holdninger, systemer, og regler i det hele taget. Ynder at demonstrere deres engagement ved at ville give fascister den dragt prygl de så rigeligt fortjener. I mangel på fascister bliver denne entusiastiske energi overført på de nærmeste mennesker og ting, fordi disse naturligvis også er en del af et undertrykkende system.

Mørkeblå

Arbejder ihærdigt for at komme af med staten, da den er noget kun fattige mennesker har glæde af. Og de der har valgt fattigdom, må naturligvis tage konsekvensen af det valg. Synes overførselsindkomst er meget besværligt, dyrt og uværdigt. Specielt sammenlignet med kapitalismens elegante måde at koncentrere velstand på ganske få private hænder og lade disse sørge for at viderefordele goderne. Eller ej. Det er jo deres penge, forstås.

Ultra-violet

Ligesom mørkeblå, blot tilsat en gedigen dosis fremmedhad.

⋱⋰⋱⋰⋱⋰⋱⋰⋱⋰⋱⋰⋱⋰⋱⋰⋱⋰⋱⋰⋱⋰



Information om kommende tilbud om vaccination mod COVID-19

af Sundhedsstyrelsens Mund

Ti Grunde Til At Der Er Egenbetaling På Tandlægebesøg. Du Får Havregrøden Galt i Halsen Af Nr. 3!

af Thor Frølich