Ti Grunde Til At Der Er Egenbetaling På Tandlægebesøg. Du Får Havregrøden Galt i Halsen Af Nr. 3!

af Thor Frølich

Du kender det sikkert. Der er vrøvl med bisserne og du har en audiens hos din lokale tandsmed. Efter veloverstået udredning og -bedring bliver du til din store overraskelse præstenteret for en regning på ikke under halvfjerdsindstyve hundrede danske kroner. “Men, men, men … den offentlige sygesikring?!”, trygler du rædselsslagen, som en fjollet lille skatteyder. “Nej da, pga. årsager!”, siger tandlægen overbærende. Og hun har ret. Her er de:

Tænder er små uhyggelige benklumper, som sidder fast på dit skelet. En slags knoglevorter.
Enhver idiot kan komme gips på en brukken arm. En defekt tand skal bores helt væk og rituelt bortskaffes for at sikre patienten mod hjemsøgt mund.
Tandlæger har det for vildt! Det ville du også hvis du kiggede ind i menneskemunde hele dagen. Det er blevet sagt at:

“Mundhullet er sjælens afløb!”

— Cklhorsten Med CK, 398 f. Kr.
Fordi sådan har det altid været. Helt tilbage til før det var sådan.
Adelige har tænder. Så vidt vides. Og det er med til at drive prisen på tænder i vejret. Ganske som man kender det fra ejendomsmarkedet hvor bare en enkelt hertug eller fanejunker i dit len sender huspriserne på himmelflugt.
Tandlægeuddannelsen (cand. tand.) tager 26 år. 20 af disse går med akvarievedligehold og feng shui.
Faget er uhyre udstyrskrævende. Et nymodens gennemlysningsapparat og et (1) helt sæt spidse stritte-javerter til oral roden-rundt er absolut minimum af investeringer for overhovedet at kunne komme i gang. Og nogen skal jo betale gildet. Nogen dig!
Der er i skrivende stund ikke lovmæssigt grundlag for at kunne føre tandpleje ind under den offentlige sygesikring, hverken helt eller delvist. Til grund herfor ligger Lennart af Løgstørs Dentale Dekret fra 1368 der ligesom Jyske Lov betragtes som forgænger til vores nuværende lovkompleks. Den er kort og utvetydig, hvorfor den er indskrevet i Danmarks Riges Grundlov og kan bringes her i sin helhed:

§ 1, stk. 1

Poeblen Schal, For Stedse, Saelv Ligge Och Rohde Med Dieres Ploechker.
Den som ingen bisser har, må leve af vælling og anden væmmelig søbemad. En skæbne værre end døden. Dette er måske medvirkende årsag til at ingen tør rokke ved den sarte magtbalance i trekantsdramaet mellem borger, etat og tandlæge.
Ellers så ved jeg det ikke.